3. divisions herrer sikre oprykning til 2. division 🔥
14. april 2025
Vejle Håndbold Klubs 3. divisions herrer sikrer oprykning efter overbevisende sejr!
Vejle Håndbold Klubs 3. divisions herrer har sikret sig oprykning – og det på flotteste vis! Efter en tæt første oprykningskamp på udebane mod Silkeborg Voel, hvor holdet måtte se sig slået med ét enkelt mål, var der lagt op til drama og revanche i returopgøret i går, søndag.
Og hvilken revanche det blev! Med krav om en sejr på mindst to mål, gik Vejle-herrerne på banen med ild i øjnene og leverede en fantastisk indsats foran et propfyldt hjemmepublikum. Kampen endte med en overlegen sejr på hele 40-31, hvilket ikke blot sikrede oprykningen – men også satte et stort, fedt punktum for en imponerende sæson.
Stemningen i hallen var elektrisk, og de mange fremmødte tilskuere skabte en kulisse, som bar holdet frem mod sejren. En kæmpe tak skal lyde til det fantastiske publikum for den massive opbakning, og ikke mindst til klubbens sponsorer, trænerstab og alle de frivillige, der med deres store indsats gør det hele muligt.
Stort tillykke til spillerne – vi glæder os til at følge jer i næste sæson!